SAMFUNDSKONTRAKTEN VIL STYRKE VELFÆRDEN

Vi er tilbøjelige til at betragte velfærden som en mulighed for en række erhvervede rettighedsydelser og den forventning er blevet til et nulsumsspil:
Skal jeg eller en anden have en større eller mindre “ydelse” fra den fælles husholdningskasse, som vi kalder velfærd og som alle har sparet sammen til.
Men dermed overser vi en central politisk præmis og forventning. Meget få af disse ydelser giver mening uden at vi  - borgeres egen aktive medvirken i vores eget livs projekt, der er dybt forbundet med det fællesskab, som vi alle er en del.
Derfor har velfærdens kerneområder eksplicit til formål at hjælpe folk til at hjælpe sig selv.
Du/ vi skal hurtigst muligt genindtræde sammen i de aktive, selvhjulpne, engagerede, kompetente og deltagende borgeres arbejdsfællesskab.
Det afgørende perspektiv handler imidlertid om at genopdage og udnytte en ressource, der også historisk har været den vigtigste drivkraft i udviklingen af velfærdssamfundet nemlig vi mennesker der udgøre civilsamfundet.
Det er os der har nøglen til at ændre og tilpasse os til den nye virkelighed.
Når vi vil ændre velfærden, skal vi samtidig ændre lederrollen i det offentlige. I årtier har vi uddannet velfærdsledere til at udvikle og lede organisationer, der leverer klart definerede serviceydelser til borgerne.
I tvivlspørgsmål udøver disse ledere myndighed, som vi må tilpasse os til medmindre vi altså er utilfredse og bruger vores demokratiske ret til at påvirke selvsamme myndighederne til at ændre afgørelsen.
Her synes deltagerdemokratiet at fungere og ikke så ofte må myndighederne revurdere sager til borgernes fordel med baggrund i deres erhvervede rettigheder.
Fremover skal organisationerne, foreningerne og borgerne være åbne for såvel borgere som lokalsamfund og vi skal kunne samarbejde med andre organisationer uanset sektor.
Det indebærer et ny, udvidet ledelsesparadigme med uventede muligheder.
Velfærdssamfundets udfordringer er velkendte og veldokumenterede. Den demografiske udvikling spiser støt og roligt af arbejdsstyrken, så hver dansker i den erhvervsaktive alder skal forsørge stadigt flere.

Flugten fra landet til byen tager til Det underminerer den eksisterende velfærdsmodelsærligt i landområderne.
I disse landkommuner sættes de offentlige budgetter på afgørende prøver der bliver færre hænder, men flere ældre. samtidig stiger danskernes forventninger til, hvad velfærdssamfundet kan og skal levere.
 
Vi lever i og af et åbent deltager demokrati
Og hvad kan og vil du bidrage med ..